header-img

Naturoplevelser på Lolland

Lolland byder på storslåede landskaber og et fascinerende dyre- og fugleliv. Her er naturoplevelserne lige rundt om hjørnet, uanset om der står aktiviteter eller ren afslapning på programmet.

Søer, enge, skove, havørne, cykelruter, snoede stier, udsigtstårne, herregårdslandskaber, strande og øer. Lolland rummer det hele og mere til. Her er derfor masser af muligheder for friluftsoplevelser både til fods, cykel, hest eller på vandet. Ikke mindst i kommunens to store naturparker.  

Naturpark Maribosøerne  

Midt på Lolland ligger Naturpark Maribosøerne. Naturparkens 50 km² store område består af smukke søer, skove, enge, moser, overdrev og et varieret kulturlandskab med landbrug. Oplev områdets mange dyr og planter ad snoede småveje og stier eller fra udsigtspunkter med informationstavler, borde og bænke. Eller tag med Turbåden Anemonen og se naturparken fra søsiden.

Læs mere om Naturpark Maribosøerne på naturparkens hjemmeside.

Naturpark Nakskov Fjord

Naturpark Nakskov Fjord er et ca. 55 km² stort naturområde på Vestlolland. Fjorden er med hele 10 øer Danmarks ørigeste fjord, og du kan komme til de største af dem med turbådene. Tag på opdagelse i naturparken, og nyd både de flotte udsigter fra vandre- og cykelstierne og områdets spændende kulturmiljø.

Læs mere om Naturpark Nakskov Fjord på naturparkens hjemmeside.

Slaraffenland for vandhunde

Stranden er aldrig langt væk, når du får trang til en dukkert eller en gåtur langs vandet. Lolland Kommune har 25 strande, og de 11 af dem har det Blå Flag.

Læs mere om strandene.

Jagt og lystfiskeri

De lange kyster og korte afstande gør Lolland til et sandt lystfiskerparadis. Er du til jagt, er der også gode muligheder for det – med områdets varierende natur og stor bestande af vildt.

Hent app’en Naturlandet Lolland-Falster

Med den gratis app: Naturlandet Lolland-Falster har du informationer om alle naturoplevelserne på Lolland-Falster lige ved hånden. App’en guider dig rundt på en række forskellige ruter med kortfunktioner, billeder og beskrivelser af, hvad du kan opleve undervejs.

Hent app’en til smartphone eller tablet i Google Play og App Store.

Sidst opdateret 03-07-2018