header-img

Lolland Kommunes værdier

Lolland Kommune er en værdibaseret organisation. Værdier er vigtige for os, fordi vi ikke tror på, at alt kan løses med regler, procedurer og retningslinjer.

Direktionen og Hoved MED har med dette afsæt aftalt, at værdisættet, som blev dannet tilbage i 2007, fortsat er relevant, og beskriver den måde vi ønsker at være organisation på. De generelle værdier er dém, som hele organisationen står på – ledere såvel som medarbejdere.

  • Kompetence

Kompetence er en værdi, fordi vi lægger vægt på det handlings- og udviklingsorienterede, båret af kvalitet og faglighed. At være kompetent indebærer at anvende sin faglighed til gavn for de fælles mål, den fælles retning og at det er sammen, vi bliver gode. Vi lægger meget stor vægt på, at ledere og medarbejdere har blik for helheden og sammenhængskraften på tværs af sektorer og decentrale enheder.

  • Tillid

Tillid opbygger vi sammen, når vi har en ærlig og ligeværdig kommunikation om de udfordringer og muligheder, der omgiver os. Vi har et fælles ansvar for at have en god dialog, og for at sikre et højt informationsniveau, der sikrer transparens og kan understøtte, at vi træffer beslutninger på et kendt og velfunderet grundlag.

  • Åbenhed

At det daglige samarbejde skal være åbent, betyder at vi lytter til hinandens synspunkter i respekt for vores forskellige roller. Vi samarbejder og inddrager hinanden og er tilgængelige for dialog. Det skaber engagement og fælles ansvarsfølelse i hverdagen.

  • Fairness

Når fairness (ordentlighed) er en værdi for os, er det fordi vi vil en ledelse, der er redelig og kendes på professionalisme og ansvarlighed. Det er en stil, der indebærer, at det vi siger, er det vi gør. Der er sammenhæng mellem ord og handling. Det betyder også, at vi forsøger at tilrettelægge arbejdet, så ressourcer står mål med opgaverne.

Værdierne er det, der knytter os sammen – og giver ledere og medarbejdere en fælles ramme og et kulturelt fællesskab, uanset fra hvilket hjørne eller niveau i organisationen man befinder sig.

En organisation i forandring kræver bevægelsesfrihed og plads til at handle. Organisationen skal, hvor det ikke er defineret af overenskomstmæssige og lovbestemte forhold, have den nødvendige frihed og forpligtelse til at vurdere og handle efter det, der er behov for i den konkrete situation. Aktivisme er bedre end ’laden stå til’. Dette fungerer, når handling sker på grundlag af værdierne.

Alle ledere har et særligt ansvar for gennem daglig tale og handling at virkeliggøre de fælles værdier og som rollemodel gå foran, sætte retning og skabe den nødvendige handle- og slagkraft i organisationen. Mod, risikovillighed og handlekraft er således afgørende træk ved den ledelse Lolland Kommune kalder på. 

 

Sidst opdateret 25-09-2018