header-img
  • Udgivet 1.3.2017

Er du også en Rigtig Mand?

Når en ny sæson af programserien ”Rigtige Mænd” ruller over skærmen til foråret, bliver det ikke bare muligt at følge de fem nye Rigtige Mænd på tv. Du kan også selv være med!

På grund af for få tilmeldinger er Rigtige Mænd Løbet Lolland den 24. maj 2017 aflyst!!

Måske husker du, da Søren Smed, Lindy, Hammer, Jonas og Palle viste ølmaver og dårlige vaner frem i serien "Rigtige Mænd"? Snart behøver du ikke længere nøjes med at se på hjemme fra sofaen. Du og dine kammerater får nemlig chancen for at give den gas samtidig med fem nye Rigtige Mænd, når anden sæson af serien bliver vist på DR1 i begyndelsen af april.

Som en del af Rigtige Mænd Sjakket får du og dit hold adgang til det samme træningsprogram, som mændene på tv træner efter. I får de samme simple kosttips, fede udfordringer og et fælles mål at gå efter – nemlig Rigtige Mænd Løbet 24. maj 2017. I Lolland Kommune bliver løbet afholdt i samarbejde med Vestlollands Triatlonklub og Firmaidrætten Nakskov. Det er frivilligt, om du vil deltage i løbet.

Bliv sundere på en sjov måde!
Har du – og måske nogle af dine kammerater på Lolland – lyst til at være med i det digitale træningsfællesskab, kan I nu tilmelde jer på www.rigtigemænd.dk.

Du kan også tilmelde dig, selv om du ikke har et fuldt hold på 3-7 mænd. På hjemmesiden er der nemlig mulighed for at finde andre Rigtige Mænd til dit hold.

Du kan også finde holddeltagere ved at møde op til fællestræning i Vestlolland Triatlonklub fra mandag 10. april 2017. Her vil du blive guidet igennem samme træningsøvelser som de Rigtige Mænd på tv.

Se mere på Facebookgruppen Rigtige Mænd Lolland eller kontakt formand for klubben Christian Petersen på tlf. 51891868 eller på mail christianpoul@hotmail.com

Vil du vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte kultur- og fritidskonsulent Susan Møller på tlf. 54 67 68 89 eller mail: sumj@lolland.dk.

Om projektet

  • Tv-programmerne om Rigtige Mænd bliver fra april 2017 vist på DR1 med fem nye håndværkere.
     
  • Fra den 1. marts 2017 kan alle mænd i hold af fem blive en del af et nyt og gratis digitalt træningsfællesskab Rigtige Mænd Sjakket på www.rigtigemænd.dk. Her træner mændene på lige fod med de rigtige mænd på tv, de bliver testet, får træningstips og udfordringer, og de kan konkurrere mod de andre mænd i træningsfællesskabet. Deltagerne kan finde holdkammerater på hjemmesiden, hvis de ikke har fulde hold på plads.
  • Den 24. maj 2017 afholdes det landsdækkende Rigtige Mænd Løb. Målet er, at løbet afholdes i alle landets kommuner i samarbejde med kommuner og lokale idrætsforeninger.
     
  • Efter Rigtige Mænd Løbet fortsætter det digitale træningsfællesskab Rigtige Mænd Sjakket, og der bliver sat nye mål og udfordringer frem mod næste år og næste Rigtige Mænd Løb i 2018.
     
  • Nordea-fonden støtter projekt Rigtige Mænd i 2017 og 2018.
     
  • Projektets samarbejdspartnere er Dansk Firmaidrætsforbund, MakeitBee Production, DR1 og Syddansk Universitet.