header-img

Alger i vandet ?

Er der giftige blågrønalger i badevandet?

Der er altid alger i havvandet, men de er sjældent et problem for badning.

I sidste del af badesæsonen, fra cirka midt juli til sidst i august, kan der ske en opblomstring af algerne. Hvis det blæser meget og der er bølger på havet, vil algerne blive blandet op i vandet og vi vil ikke bemærke dem. Men er der ringe eller ingen vind, kan algerne hurtigt samle sig på overfladen og danne flager eller bræmmer af alger, som kan drive rundt og ramme vores badestrande.

Algerne er hovedsageligt uskadelige, men nogle enkelte arter kan være giftige. I Østersøen og indre danske farvande vil det være alger af arten ”blågrønalger”, der kan være giftige. Vær opmærksom på, at blågrønalger kan have mange forskellige farver, både gule, rødlige, grønne eller blågrønne.

Gode alge-bade råd

  • Hvis vandet ser ulækkert ud, så lad være at gå i vandet.

  • Hvis du går ud i vandet til knæene og ikke kan se dine fødder, så er der for mange alger og du skal ikke bade i vandet. Vent en time eller to – det kan skifte meget hurtigt, eller kør til en anden kyst.

  • Hvis du har mistanke om at der er alger i vandet, så sørg for at børn ikke leger i vandkanten og at hunde ikke drikker af vandet.

  • Skum langs vandkanten og på stranden kan være dannet af døde alger. Hold børn og hunde væk fra skummet.

Læs mere om alger på Miljøstyrelsens hjemmeside

Sidst opdateret 27-07-2018