header-img

Land, strand og skov

Naturpark Maribosøerne

Midt på Lolland ligger Naturpark Maribosøerne. Naturparkens 50 km² store område rummer et varieret landskab med søer, skove, enge, moser, overdrev og et varieret kulturlandskab med landbrug. Naturparken giver livsbetingelser for mange dyr og planter. Dem har de besøgende gode muligheder for at opleve enten ad snoede småveje, stier eller fra udsigtspunkter med informationstavler, borde og bænke og fra fugletårne. Om sommeren er der desuden mulighed for at opleve Søndersø fra turbåden Anemonen.

Naturpark Maribosøerne er optaget i Friluftsrådets mærkningsordning ”Danske Naturparker” for sammenhængende områder med enestående beskyttet natur, landskabelig skønhed og kulturhistorisk værdi.

Naturpark Nakskov Fjord

Længst mod vest ligger Naturpark Nakskov Fjord, som også er et 50 km² stort naturområde. Fjorden har mange øer og er ret lavvandet. Det giver gode betingelser for mange vandfugle. På øerne og rundt omkring fjorden er der interessante strandenge, strandvolde, klitter og overdrev. De største øer Enehøje, Slotø, Vejlø og halvøen Albuen kan anløbes af fjordens turbåde.

Foruden en spændende natur rummer området mange kulturhistoriske seværdigheder. Rundt om fjorden kan man nyde fine udsigter fra vandre- og cykelstier.

Smålandsfarvandet

Smålandsfarvandet med øerne Fejø, Femø, Askø, Lilleø, Rågø og Vejrø er noget ganske særligt. Selvom øerne ligger tæt på hinanden, er der stor forskel på dem. Fejø og Askø er relativt flade. Femø er ret kuperet. Vejrø og Rågø rummer store naturværdier. Fælles for dem er, at tiden har stået lidt stille, så vejene er små, og de levende hegn talrige. Der er en særlig idyl, mange frugtplantager og et mildt klima. På Lollandssiden er der mange bugter, vige og spændende kystskove.

Hyllekrog, Brunddragene og Saksfjed Inddæmning

I kommunens sydøstlige hjørne har vi Saksfjed Inddæmning, klit- og sommerhusområdet Brunddragene og krumodden Hyllekrog. Uden for fuglenes yngletid - 1. marts - 15. juli - er der adgang til Hyllekrogtangen, hvor der blandt andet er mulighed for at besøge udstillingen i fyret. Herfra er der en fantastisk udsigt over området. Inddæmningen rummer en spændende flora, og området er en af Danmarks bedste trækfuglelokaliteter.

Det Sydlollandske kystområde fra Albuen mod vest til Hyllekrog i øst er også en oplevelse værd. Der er mange gode badestrande og på det 60 km lange dige er der en fin vandre- og cykelsti. Langs diget er der højt til himlen og flot udsigt til Østersøen. Undervejs kan man glæde sig over de mange vilde planter og fuglelivet i blandt andet de naturgenoprettede områder ved Lidsø og i de store lindeskove ved Vindeholme.

Strande

Se en oversigt over Lollands 25 strande her

 

 

Sidst opdateret 19-01-2017