header-img

Antologi: Kunst- og kultursamarbejde i folkeskolen

Lolland Kommune har de seneste år opbygget et samarbejde mellem kunst- og kulturinstitutioner og folkeskolen. 

I Lolland Kommune arbejder vi målrettet på tværs af forvaltninger og sammen med stat og region med bl.a. at udvikle folkeskolen, hvor alle elever oplever at være del af et fællesskab med fokus på læring, dannelse og mangfoldighed, som de kan tage med sig i ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og voksenlivet.

Et af redskaberne i dette arbejde er understøttende aktiviteter og sammenhængen mellem kultur og læring. I forbindelse med folkeskolereformen har vi i Lolland Kommune de seneste år opbygget en tradition for samarbejder mellem kunst- og kulturinstitutioner og folkeskolen. Et samarbejde, der understøtter Lolland Kommunes Plan-og udviklingsstrategi, hvis vision om en stærk næste generation og lige adgang for alle til kultur af høj kvalitet er udmøntet i henholdsvis kultur-og fritidspolitikken og politikken for børn og unge. 

Der er gennemført en lang række forløb, hvor elever og lærere er blevet introduceret til og udfordret af kreative læreprocesser, og hvor der har været fokus på forskellige læringsstile, inklusionstematikker, didaktiske overvejelser og tværfaglige teams. Med støtte fra Undervisningsministeriet har vi samlet de erfaringer, vi har gjort os i en antologi, hvis formål er, at den med sin formidling af både teori og praksis samt eksempler på undervisningsmaterialer skal fungere som inspirationskatalog for kommuner, folkeskoler, lærere og skole-samt kulturforvaltninger, og styrke disses kontakt og samarbejde med musik-, billed-og kulturskoler over hele landet. 

Vi håber, at vi med denne antologi kan bidrage med inspiration til og viden om kunst- og kultursamarbejder rundt om i landets kommuner.

Sidst opdateret 07-06-2018