header-img

Retningslinjer for Hold Lolland Ren

Hold Lolland Ren er et projekt, der blev igangsat i 2009. Byrådet vil honorere foreninger, der gør en særlig indsats for genbrug, forskønnelse og renholdelse af Lolland Kommune. Der er afsat en pulje under Folkeoplysningsudvalget, og denne anvendes til at honorere foreninger, der eksempelvis deltager i renholdelse af strande, offentlige anlæg og lignende.

Der annonceres i tidsrummet 1. uge i december med 14 dages frist via elektronisk tilmelding. Alle foreninger skal søge hvert år. Foreninger har også mulighed for selv at formulere forslag til nye områder. En forening kan søge fra 1 til alle områder i Hold Lolland Ren.

Foreninger der kan deltage i Hold Lolland Ren, defineres som værende folkeoplysende frivillige foreninger. Dog kan grundejerforeninger også deltage i Hold Lolland Ren på enkelte områder, såfremt der ikke er interesse i disse fra andre folkeoplysende frivillige foreninger.

Fordelingsprocedure:
Områderne fordeles administrativt af en arbejdsgruppe bestående af en repræsentant fra Folkeoplysningsudvalget, en repræsentant fra Park og Vej samt en repræsentant fra Kultur og Fritid.

Fordelingen sker på baggrund af tilkendegivelser fra interesserede foreninger og efter følgende principper:

Ingen forening kan have mere end 3 områder, eller områder til mere end en samlet værdi af 20 000 kr.

Såfremt flere foreninger er interesserede i samme område, fordeles området under hensynstagen til om de pågældende foreninger har vist interesse for andre områder og fået tildelt et eller flere af disse. Princippet er at flest mulige foreninger kan deltage i Hold Lolland Ren. Ved tvivlstilfælde i øvrigt, træffes der afgørelse af Folkeoplysningsudvalget.

Hvis en forening har haft det samme område i to sæsoner, kan foreningen som udgangspunkt ikke få tildelt det samme område for en tredje sæson, selvom foreningen ønsker det som første prioritet.

Hvis alle andre foreninger imidlertid får opfyldt deres første prioritet mht. områder og ingen har ønsket det pågældende område som første prioritet, vil det dog være muligt for en forening at fortsætte med det samme område for tredje sæson. I særlige tilfælde kan arbejdsgruppen give foreningerne dispensation til at de må holde et område i 3 sæsoner i træk.

Såfremt der er forslag til oprettelse af nye områder, vil arbejdsgruppen tage beslutning om dette, såfremt det kan ske ud fra den fastlagte budgetramme for Hold Lolland Ren.

Områderne har opgaver der strækker sig over tidsrummet 1. april til 1. oktober.

Der indgås kontrakt med foreninger, der modtager et område, til underskrift senest 15. januar. Såfremt underskrevet kontrakt ikke er modtaget hos Kultur og Fritid senest 1. februar, fordeles pågældende område på ny.

Arbejdsgruppen har kompetence til at give foreninger karantæne, såfremt tildelte områder misligholdes.

Klager over fordeling af områder indgives til arbejdsgruppen, og kan indsendes til Kultur og Fritid, der varetager at arbejdsgruppen får klagen i hænde.

Evalueringsprocedure:
Senest tre uger efter 1. oktober fremlægges retningslinjer og områder for arbejdsgruppen til vurdering for tilpasninger og ændringer, inden en ny sæson igangsættes.