Femern Bælt strategi

Lolland Kommune vil arbejde for at få størst mulig effekt af den kommende faste forbindelse til Tyskland.

Erhvervslivet og beskæftigelsen på Lolland er inde i en gunstig udvikling, og Femern Bælt forbindelsen er en enestående mulighed for at fremme udviklingsprocessen yderligere. Den faste forbindelse til Tyskland giver mulighed for at løfte området og skabe et nyt og bæredygtigt Lolland, der er endnu mere attraktivt for virksomheder, borgere og turister. Og det er ikke længere et spørgsmål om "hvornår" byggeriet starter, det er er lige nu og her, det sker 

I første omgang blev det i marts 2019 besluttet at starte anlægsarbejdet på dansk side og igangsætte den første del af anlægsarbejderne til en værdi af 5,8 mia. kr., og tilbage i april i år kom den endelige beslutning om at igangsætte hele byggeriet. Byggestart i 2021 med åbning af tunnelen i 2029. Det bliver år, der i høj grad kommer til at præge Lollands udvikling de næste 10 år.

Sigtet for Femern Strategien er at realisere de langsigtede mål om at gribe de udviklings- og vækstmuligheder, der er for Lolland Kommune ved en ny Femern Bælt geografi.

Langsigtet udvikling prioriteres

Lolland Kommune vedtog sin første Femern Strategi tilbage i 2015, og nr. 2 i rækken er vedtaget i maj 2019 . Strategien vægter den langsigtede udvikling og vækst, frem for korte udviklingsinitiativer, både igennem varige arbejdspladser, turisme og destinationsudvikling, og igennem en forbedret infrastruktur. Samtidig er det Lolland Kommunes ambition at skabe én samlet grænseregion til gavn for virksomheder og borgere. Nøgleordene i strategien er erhverv, turisme, arbejdsmarked og uddannelse. Nøgleordene går hånd i hånd med kommunens mål om gode rammebetingelser og en forbedret infrastruktur, der kommer lokale virksomheder og borgere til gode.

Erhverv skaber bosætning

Lolland får en meget mere attraktiv placering, når tunnelen står færdig. Mange virksomheder vil få gavn af Lollands centrale beliggenhed i forhold til det øvrige Danmark og Europa, og det er oplagt, at de nye erhvervsmuligheder kan øge bosætningen i området.

Strategien er dynamisk

Strategien er et dynamisk dokument, som løbende bliver tilpasset de situationer og beslutninger, som påvirker indholdet i strategien.

Femern Handleplan

Femern Handleplan fortsætter der, hvor strategien slutter, og sætter konkret handling bag strategiens fem indsatsområder. 

Handleplanen blev politisk godkendt i november 2019 og indeholder 35 konkrete initiativer, der skal binde de langsigtede strategiske mål sammen med konkrete handlinger og initiativer, der sættes i gang nu, og som også indeholder delmål, der allerede skal nås i 2020.