header-img

Påbud om forbedret rensning i eget renseanlæg

Når kommunen udsteder påbud, skal der, jf. Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., tilbydes grundejerne mulighed for kontraktligt medlemskab af Lolland Spildevand A/S. Tilbuddet kan dog kun gives til helårsboliger med eksisterende afledning af husspildevand. Forpligtelsen gælder således ikke i forhold til ejere af sommerhuse eller erhvervsejendomme.

Hvad kan grundejerne gøre?

Når man som grundejer modtager påbud om forbedret rensning i eget anlæg, er der følgende 3 muligheder:

1. Grundejeren ønsker ikke at modtage tilbud om kontraktligt medlemskab af Lolland Spildevand A/S.

Ejer skal selv sørge for at etablere forbedret rensning, der overholder påbuddets krav til renseniveau gældende for ejendommen. Grundejeren er selv ansvarlig for at opfylde påbuddet og bekoster selv alle udgifter til etablering og drift af renseløsningen, herunder tømning af bundfældningstanken.

2. Grundejeren tager imod tilbuddet om kontraktligt medlemskab.

Lolland Spildevand A/S etablerer renseløsningen, og bekoster etableringen, driften og vedligeholdelsen heraf, herunder udgifter til tømning af bundfældningstanken. Anlægget ejes dog af grundejeren, der skal betale et tilslutningsbidrag og herefter et årligt vandafledningsbidrag, ligesom det gælder for ejendomme i kloakerede områder.

Bundfældningstanken (trix- eller septiktank) på ejendommen tilhører også fortsat grundejeren. Grundejeren skal derfor, ud over at bekoste tilslutnings- og vandafledningsbidraget, eksempelvis bekoste en udskiftning eller renovering af den eksisterende bundfældningstank, så de gældende krav opfyldes. Hertil kommer driftsudgifter til el og vand, evt. omlægning af kloakledninger samt forsikring af renseløsningen. Grundejeren skal fortsat selv sørge for afledning af tag- og overfladevand.

3. Grundejeren tager imod tilbuddet, men foretrækker et andet anlæg end det, Lolland Spildevand A/S har valgt, men som rensemæssigt lever op til påbuddet.

Lolland Spildevand A/S bekoster etableringen af renseanlægget, men afholder kun den del af anlægsprisen, der svarer til Lolland Spildevands tilbud. En evt. merpris afholdes af grundejer.

Lolland Spildevand A/S står for driften og vedligeholdelsen af den ønskede renseløsning, herunder udgifter til tømning af bundfældningstanken. Anlægget ejes dog af grundejeren, som skal betale et tilslutningsbidrag og herefter et årligt vandafledningsbidrag, ligesom det gælder for ejendomme i kloakerede områder.

Desuden skal grundejeren f.eks. bekoste:

  • en eventuel udskiftning eller renovering af den eksisterende bundfældningstank, så gældende krav opfyldes,
  • driftsudgifter til el og vand,
  • evt. omlægning af kloakledninger samt forsikring af renseløsningen.

Grundejeren skal fortsat selv sørge for afledning af tag- og overfladevand.

Sidst opdateret 03-05-2017