header-img

Sommerhus

I Danmark må man som udgangspunkt kun bo i sit sommerhus fra 1. marts til udgangen af februar. I vinterperioden er det kun tilladt at overnatte i sommerhus i forbindelse med kortvarige ferieophold.

Forbuddet mod helårsbeboelse har flere formål:

  • Det sikrer, at sommerhusområderne fastholdes som rekreative områder.
  • Det forhindrer pres for udlæg af nye sommerhusområder i værdifulde områder og ubebyggede kyststrækninger.
  • Det skal beskytte sårbare landskabstyper i og omkring sommerhusområderne mod slid.
  • Det forhindrer, at sommerhusområder udvikler sig til parcelhuskvarter og sikrer karakteren af sommerhusområde, som ønsket af flertallet af sommerhusbeboere.

Særligt for pensionister

En pensionist, der ejer en bolig i et sommerhusområde (planlovens § 41) eller en fritidsbolig i landzone (planlovens § 38), har en personlig ret til at benytte boligen til helårsbeboelse, når pensionisten har ejet ejendommen i 1 år. Anvendelsesskiftet af boligens benyttelse til helårsbeboelse kræver ikke byggesagsbehandling. Tilladelsen er personlig og medfører ikke, at huset skifter status til helårshus.

Ved pensionist forstås i forhold til planloven: 

  • en person, der har ret til at oppebære folkepension i henhold til lov om social pension,
  • en førtidspensionist i henhold til lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.,
  • en efterlønsmodtager i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring,
  • en modtager af fleksydelse i henhold til lov om fleksydelse og
  • en person på 60 år og derover, der oppebærer pension.
  • En pensionists ægtefælle, samlever eller nært beslægtede kan sammen med pensionisten benytte boligen til helårsbeboelse. Efter pensionistens død kan ægtefællen, samleveren eller den nært beslægtede fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse. Ved fraflytning bortfalder denne ret.

Dør pensionisten uden at efterlade sig en ægtefælle eller samlever, har en anden person, der har haft fælles husstand med pensionisten, ret til at fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse. Ved fraflytning bortfalder denne ret.

Det bemærkes, at denne ret alene gælder for ejerboliger.

Sidst opdateret 06-06-2017