header-img

Erhvervs- og industribyggeri

Du skal næsten altid søge en byggetilladelse til erhvervsbyggeri, også når det ”kun” drejer sig om mindre udvidelser og ombygninger. Det kan ligeledes kræve en byggetilladelse, hvis du ændrer anvendelse af eksisterende lokaler/bygninger, også selvom der allerede i dag er erhverv i bygningen.


Overvej og undersøg følgende, inden du søger byggetilladelse:
-    Skal du hyre en rådgiver?
En rådgiver kan hjælpe dig med at udarbejde materiale og søge tilladelser for dig.

-    Overholder projektet plangrundlaget, dvs. overholdes bestemmelser i lokalplaner og byplanvedtægter og tinglyste deklarationer (PlansystemDK, tinglysningen)?

-    Kræver byggeriet tilladelse efter planlovens landzonebestemmelser?

-    Overholder projektet bestemmelserne i Bygningsreglement 2015 (BR15)?

-    Overholder byggeriet anden lovgivning, fx naturbeskyttelsesloven, beredskabsloven, bygningsfredningsloven, miljøbeskyttelsesloven, lov om forurenet jord, vejloven, museumsloven osv.?

-    Skal du indgå i forhåndsdialog med kommunen?
Det kan være en god idé at gå i dialog med kommunen, før du udarbejder et meget detaljeret projekt - især ved større byggerier. På mødet kan du få afklaret, om projektet vil være muligt at realisere, eller hvad projektet evt. vil kræve, for at det kan realiseres. Kommunen kan vælge at invitere repræsentanter fra fx vejmyndighed og miljømyndighed til dialogmødet. Det afhænger af omfanget af din sag. 


Hvis du vil bygge nyt
Som kommune skal vi varetage det omgivende samfunds interesser bl.a. i forhold til miljø og brandsikring. Vi tager udgangspunkt i byggelov og lokalplaner, hvor der fx kan være fastsat, hvilke erhvervsvirksomheder der må etableres i det pågældende område, så de ikke generer hinanden. Samtidig koordinerer vi med andre lovgivninger, fx fredningsnævn og brandmyndighed, så vi sikrer, at disse også bliver overholdt.


Hvis du vil bygge om
Ombygninger dækker over mange ting. Det kan fx være, at du flytter skillevægge, ændrer indretning i hele bygningen eller tilmurer døråbninger. 

Iht. bygningsreglementet vil det kræve byggetilladelse, hvis du: 
-    ændrer de bærende konstruktioner
-    ændrer på flugtvejsforholdene
-    udvider etagearealet


Hvis bygningen/lokalerne ændrer anvendelse
Du skal være opmærksom på, at det kan kræve en byggetilladelse, hvis du ønsker at ændre anvendelsen af hele din bygning eller måske kun et lokale i din virksomhed - også selv om du slet ikke bygger om. Det gør det, fordi den ændrede anvendelse kan medføre nye krav til fx brandsikkerheden, indeklimaet eller indretningen. Byggetilladelsen til den ændrede anvendelse sikrer, at alle relevante forhold er i orden. Dermed er du sikker på, at din bygning overholder gældende lovgivning i tilfælde af problemer som fx brand. 

 

Inden du går i gang med et byggeprojekt, skal du søge byggetilladelse. Ansøgning om byggetilladelse skal ske via den digitale selvbetjeningsløsning Byg og Miljø. Byg og Miljø er et selvbetjeningssystem, hvor du bliver guidet igennem ansøgningsprocessen trin for trin, indtil du til sidst med et enkelt klik kan sende din ansøgning. Herefter kan du løbende følge med i, hvor langt behandlingen af din sag er kommet. Du får besked, når der er henvendelser eller afgørelser fra kommunen.

Det blev ved lov besluttet, at det er obligatorisk for borgere og virksomheder at søge byggetilladelse digitalt. Ansøgninger, der sendes som papirpost, anses for ugyldige og vil ikke blive behandlet af kommunen.

Du kan se et eksempel på en ansøgning i Byg og Miljø ved at klikke her

Du må ikke begynde at bygge, før du har fået byggetilladelse. 

En ansøgning skal være beskrevet. 

Hvis der søges en byggetilladelse på vegne af ejer, skal der vedlægges en fuldmagt. 

Husk – at det altid er ejerens ansvar, at oplysninger, der gives til kommunen, er rigtige, og at arbejdet udføres lovligt og håndværksmæssigt korrekt.


Dispensation/byggeret
Hvis byggeriet ikke kan udføres inden for bestemmelserne i en lokalplan, byplanvedtægt, deklaration eller gældende bygningsreglement, kan du søge dispensation. Hvis der skal søges en dispensation for byggearbejdet, skal du begrunde, hvorfor du ønsker dispensation.

Hvis byggearbejdet går ud over den byggeret, som er angivet i bygningsreglementet, skal dette oplyses i ansøgningen. Du skal begrunde, hvorfor du vurderer, at det er rimeligt, at projektet overstiger byggeretten.

Byggearbejdet må ikke påbegyndes, før nødvendig dispensation og/eller byggetilladelse er givet. Det er din pligt som ejer at søge de nødvendige dispensationer.


Bygge- og beskyttelseslinjer
Bygge- og beskyttelseslinjer fastsætter dels grænser for, hvor man må bygge, og dels markerer grænser for andre indgreb, som kan være til skade for landskabet, f.eks. placering af campingvogne, opsætning af master og vindmøller, etablering af hegn, skove osv.

Der er 5 forskellige bygge- og beskyttelseslinjer: Strandbeskyttelseslinjen, sø- og åbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen, fortidsmindelinjen og kirkebeskyttelseslinjen.

Når du skal planlægge dit byggeri, er det vigtigt, at du er opmærksom på disse linjer. Vil dit planlagte byggeri overskride bygge- og beskyttelseslinjerne, skal du søge en dispensation.

På Lolland Kommunes digitale kort www.lolland.dk/kort kan du se, om dit byggeri er i konflikt med bygge- og beskyttelseslinjerne. 


Landzone
Ligger din ejendom i landzone, er der særlige regler for, hvad du må bygge. Reglerne skal sikre, at naturen og det åbne land beskyttes.

Bor du på landet, må du som udgangspunkt kun opføre byggeri, som er nødvendigt for landbrugsdriften, skovbruget og fiskerierhvervet. Hvis du ønsker at opføre andet byggeri, ændre anvendelse mm., skal du søge en landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1. Følgende typer af byggeri kræver dog ikke en landzonetilladelse:

  • Til- og ombygning af helårshus, så længe husets samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m².
  • Garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende bygninger på højst 50 m², såfremt de placeres i tilknytning til øvrig bebyggelse.

På Lolland Kommunes digitale kort www.lolland.dk/kort kan du se, om din ejendom ligger i landzone.


Beskrivelse af byggearbejdet
Du skal lave en præcis beskrivelse og tegninger af dit planlagte byggeri. Du skal blandt andet angive størrelse, materialer og opvarmningsforhold. På de efterfølgende sider kan du se et eksempel på disse tegninger, og hvilke oplysninger tegningerne skal indeholde. Følgende tegninger skal som minimum fremsendes:

  • Situationsplan
  • Plantegning
  • Facader
  • Snittegning

Yderligere skal der fremsendes dokumentation/beskrivelse/tegninger, der har betydning for sagen. I erhvervssager er det ofte følgende:

  • fuldmagt fra ejer (såfremt det ikke er ejer, der ansøger)
  • bebyggelsesregulerende oplysninger, fx grundstørrelse, bebyggelsesprocent, afstand til skel osv.
  • plantegning, der viser ruminddeling
  • oplysninger om, hvorledes tilgængelighedskrav er opfyldt
  • statiske beregninger eller konstruktionsbeskrivelser
  • oplysning om evt. skiltning
  • brandteknisk dokumentation, evt. brandstrategi
  • brandplan
  • redegørelser vedr. lydforhold, dagslysadgang, ventilation osv.
  • energirammeberegning eller varmetabsberegning
  • oplysninger/dimensionering af vand- og kloakforhold


Afgørelsens indhold
Når din ansøgning er færdigbehandlet, sender vi dig en afgørelse (tilladelse, afslag eller dispensation). Du skal være opmærksom på, at afgørelsen kan indeholde vilkår, og hvordan disse skal opfyldes. Ofte vil afgørelsen også indeholde vilkår om, at du på et senere tidspunkt skal indsendes diverse dokumentation.

Læg også mærke til udløbsdatoen. Hvis du ikke starter dit arbejde inden tilladelsen udløber, kan den ikke udnyttes, og du må søge på ny. Det betyder, at du skal have en ny tilladelse og vil blive opkrævet et nyt byggesagsgebyr, før du kan påbegynde dit arbejde.

 

Lolland Kommune har politisk besluttet, at der opkræves gebyrer efter timeforbrug for alle typer byggesager med hjemmel i byggelovgivningen/bygningsreglementet, herunder gebyrer for tilladelser, midlertidige tilladelser, anmeldelser og dispensationssager såsom lovliggørelsessager efter byggeloven/bygningsreglementet.

Gebyrer i Lolland Kommune godkendes politisk efter reglerne om offentlige ydelser, hvor omkostninger dækker kommunens faktiske udgifter. I 2017 udgør kommunens timebetaling for byggesagsbehandling 600 kr. Undtaget fra gebyrer er sager, hvor der meddeles afslag med hjemmel i byggeloven/bygningsreglementet.

Fremadrettet vil størrelsen af byggesagsgebyrer derfor blandt andet være afhængigt af ansøgningsmaterialets kvalitet. Lolland Kommune henstiller derfor ansøger til at aflevere fuldt oplyst ansøgningsmateriale, når det sendes frem til kommunen med henblik på byggesagsbehandling.

Beregning af byggesagsgebyr
Kommunen medregner alle sagsbehandlingsskridt fra start til slut i sagsbehandlingen af sagen, dog skal vejledningsforpligtelsen efter forvaltningslovens regler iagttages.

I praksis betyder det, at vi ikke opkræver gebyr, når vi besvarer telefoniske henvendelser af mere generel karakter. Det kunne fx være et spørgsmål om, hvor i bygningsreglementet der kan findes konkrete oplysninger om, hvor tæt på skel en bygning må opføres. Men hvis byggesagsbehandleren har foretaget konkret sagsbehandling på specifikke adresser (gælder også via telefoniske henvendelser, og inden byggeansøgningen er modtaget), vil disse henvendelser blive registreret og efterfølgende medregnet i forbrugt tid.

For så vidt angår forhåndsdialog, jf. 1.9 i bygningsreglementet, afsættes 15 min af denne for at tilgodese den forvaltningsretslige vejledningspligt, hvorfor denne tid krediteres ansøger.


Lolland Kommune sagsbehandler som udgangspunkt sager efter flg. sagsbehandlingsfaser:

  1. Forhåndshenvendelser og forhåndsdialog
     
  2. Sagsmodtagelse, herunder:
    Sagsoprettelse i ESDH- og fagsystem samt indberetning i BBR, screening af ansøgning, udsendelse af kvitteringsbrev til ansøger evt. med anmodning om supplerende materiale.
     
  3. Byggesagsbehandling, herunder:
    Vurdering af sag i forhold til anden lovgivning og udsendelse af sag i intern høring og evt. ekstern partshøring og naboorientering samt drøftelse af sag på internt byggesagsmøde.

    Løbende sagsbehandling, herunder møder og dialog med ansøger, ansøgers rådgivere samt øvrige parter i byggesagen. Indhentelse af udtalelser fra beredskab, vej-, plan- og miljømyndighed mv.

    Byggesagsbehandling af evt. indsigelser fra høringsberettigede, evt. forberedelse til politisk behandling.

    Meddelelse af byggetilladelse til ansøger.
     
  4. Færdigbehandling, herunder:
    Opfølgning af vilkår i byggetilladelse, herunder evt. nødvendige besigtigelser.
     
  5. Endelig godkendelse i form af ibrugtagningstilladelse/ færdigmelding. Endelig ajourføring af BBR.

Tidsforbruget vil blive udspecificeret/ opgjort efter de ovennævnte faser, og på baggrund heraf påregnes gebyr.

Kommunens betalingsbetingelser er 30 dage fra fakturadato.

Regning for byggesagens behandling vil blive fremsendt i to rater. 1. rate forfalder til betaling, når byggetilladelsen/dispensationen meddeleles. 2. rate forfalder til betaling, når bygningen endeligt kan tages lovligt i brug, og byggemyndigheden kan afslutte sagen. I anmeldelsessager forfalder gebyr til betaling, når byggearbejdet lovligt kan påbegyndes.

Tidsregistreringen påregnes pr. påbegyndt 15 minut.


Videre forløb af din byggesag
Ofte vil der være vilkår i byggetilladelsen om, at du skriftligt skal meddele til kommunen, når du går i gang med dit byggeri, og når dit byggeri er færdigt. Bemærk, at der ofte også vil være stillet krav om anden dokumentation, der skal indsendes sammen med disse.

I visse typer af byggeri kræver det en ibrugtagningstilladelse, for at du må tage dit byggeri i brug. Det vil altid være beskrevet i tilladelsen, hvis dette er tilfældet. Kommunen skal evt. besigtige dit byggeri, inden du kan få en ibrugtagningstilladelse.

Trækker ansøger sin ansøgning tilbage i løbet af sagsbehandlingen, vil ansøger blive opkrævet gebyr for forbrugt tid.

En afgørelse kan som udgangspunkt påklages til Statsforvaltningen, inden 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt ansøger. En klage over henholdsvis byggesagsbehandling og byggesagsgebyr har i henhold til byggeloven ikke opsættende virkning, hvorfor ansøgers klage ikke fratager ansøger for at efterkomme det meddelte forhold.

 

Du kan klage over retlige forhold til Statsforvaltningen Sjælland, hvis det drejer sig om afgørelser i henhold til Bygningsreglement 2010. En klage skal være skriftlig. Den skal sendes til Statsforvaltningen, Storetorv 10, 6200 Aabenraa eller via e-mail: post@statsforvaltningen.dk og skal være modtaget inden 4 uger fra datoen for modtagelsen af dette brev.

Du kan klage til Naturklagenævnet, hvis det drejer sig om bestemmelser i lokalplan eller byplanvedtægt. Klagen skal indsendes via Klageportalen, som findes på www.nmkn.dk. Fristen er 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen. Det er en forudsætning for at få behandlet klagen, at der indbetales et gebyr på 500 kr. til Natur- og Miljøklagenævnet via Klageportalen. Hvis klageren får helt eller delvist medhold, refunderer Natur- og Miljøklagenævnet gebyret.

Hvis du mener, du er berettiget til at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du kontakte Lolland Kommune. Om du fritages, er Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse.

Sidst opdateret 03-01-2017