header-img

Specialtandpleje

Specialtandplejetilbuddet er målrettet sindslidende, udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, voksentandplejen eller omsorgstandplejen.

Målgruppen for specialtandpleje er borgere, der har en betydelig og varig nedsat funktionsevne fx som følge af sindslidelse, udviklingshæmning, autisme, cerebral parese eller hjerneskade. Personer med andre sygdomme, der medfører, at de har svært ved at medvirke til almindelig tandbehandling, kan også modtage tilbuddet (fx patienter med Parkinsons sygdom eller sklerose). Specialtandplejen behandler både børn og voksne.

Specialtandplejen består af to dele: den kommunale specialtandpleje med egen narkoseklinik og narkoseteam på vores klinik i Maribo og den regionale specialtandpleje i Region Sjælland, hvortil vi henviser de patienter, der skal behandles i sygehusregi.

Tilbuddet omfatter al tandlægelig behandling og forebyggelse, der er behov for ud fra en tandlægefaglig vurdering, og som er realistisk at gennemføre.

Henvisning

Fagpersoner, der har jævnlig kontakt med personen og har kendskab til dennes funktionsnedsættelse kan henvise borgere til specialtandplejen med henblik på visitationsundersøgelse hos vores specialtandplejeteam, der vurderer, om borgeren hører til målgruppen.

Henvisning med alle relevante oplysninger, evt. journaloplysninger, sendes til Tandplejen Lolland, Søndre Boulevard 84 st. th., 4930 Maribo.

Priser

For børn og unge under 18 år er behandlingen i specialtandplejen gratis. For borgere over 18 år er den maksimale egenbetaling i 2017 1895 kr. pr. år. Taksten reguleres en gang årligt.

Sidst opdateret 04-05-2017