Vigtigt kulturelt fyrtårn reddet: Storstrøms Kammerensemble fortsætter!17.5.2010
Kommunerne i Kulturregion Storstrøm har indgået en aftale med Kunstrådets Musikudvalg og Storstrøms Kammerensemble om driften af Kammerensemblet de næste fire år.
Efter mere end et års intense forhandlinger er det endelig lykkedes at finde frem til en tilskudsmodel, hvor stat og kommuner i fællesskab finansierer ensemblet.
Dermed er landsdelens kommuner sikret en stribe af varierede og kvalitetsbetonede musikalske aktiviteter. Det drejer sig om koncerter med klassisk kammermusik, tværkulturelle samarbejder, særlige initiativer for børn og unge, talentpleje i Talentakademi Storstrøm, ensemblets arbejde i Storstrøms Symfoniorkester, musikalske projekter med kendte solister og meget, meget mere.
Det er første gang, at landsdelens kommuner går med i en finansiering af basisensemblet. Tidligere kom det lokale bidrag overvejende fra Storstrøms Amt. Men med amtets nedlæggelse forsvandt den økonomiske, lokale forankring, og basisensemblet blev midlertidigt fuldfinansieret af staten.
- Kommunerne er utroligt glade for ensemblet. Med driftsaftalen sikrer vi os, at Storstrøms Kammerensemble kan videreføre sin mangeårige og frugtbare virksomhed i landsdelen til gavn for områdets mange musikelskere.
Forhandlingerne har ikke været nemme. Kommunernes økonomi er under pres, men forløbet og resultatet har vist, at kommunernes kultursamarbejde virker, udtaler formanden for kultursamarbejdet i Kulturregion Storstrøm, Birthe Helth, der også er formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget i Vordingborg Kommune.
Kultursamarbejdet i Kulturregion Storstrøm omfatter Guldborgsund, Lolland, Vordingborg, Næstved og Faxe kommuner. Kommunerne har i fællesskab fundet frem til en fordelingsmodel, hvor alle fem kommuner de kommende fire år bidrager til ensemblets virksomhed.
I den nye firårige aftale indfases den kommunale finansiering, således at man i 2013 når frem til fordelingsnøglen 1:2 mellem kommuner og stat. Fra kommunernes side ydes i 2013 ca. 2,2 mio. kr. og fra statens side 4,4 mio. kr. Tilsammen sikrer det basisensemblet på dets nuværende aktivitetsniveau og endda lidt til!
Guldborgsund Kommune bidrager med et større beløb til ensemblet sammenlignet med de øvrige kommuner.
- I Guldborgsund Kommune har vi en særlig interesse i at fastholde Kammerensemblet på Herregården Fuglsang, hvor også Fuglsang Kunstmuseum er beliggende. Kammerensemblet indgår således i vores fortsatte satsning på at udvikle Fuglsang som kulturcenter. Desuden er ensemblets fantastisk dygtige musikere også uundværlige undervisere på Musikalsk Grundkursus i Nykøbing F., udtaler formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Guldborgsund, Poul-Henrik Pedersen.
- Vi er helt utrolig glade for at der blev fundet en løsning, der sikrer ensemblet fremover, udtaler Hans Stige – ensemblets bestyrelsesformand. Vi har grydeklare planer for de kommende fire år, f.eks. ”360 grader rundt om musikken” med Palle Mikkelborg, ”Diamanthulen” – en fortællekoncert for børn, ”Nye Udstillingsbilleder” med musik skrevet til billeder, og en masse fine kammermusikprogrammer til landsdelens mange musikforeninger og koncertsteder. Nu kan vi endelig ”trykke på knappen” og sætte turbo på arbejdet.
En særlig del af aftalen omhandler et treårigt udviklingsprojekt med Region Sjælland, hvor basisensemblets aktiviteter forsøgsvis også tilbydes kommuner ud over de fem nuværende.
Umiddelbart forude ligger en række spændende koncerter med stjerneoboisten Gordon Hunt, der besøger ensemblet i maj måned, en litteraturkoncert i juni og en storstilet fejring af Næstveds 875 års jubilæum. Efter sommerferien er der intensive kammermusikdage på Fuglsang med festivalen Sommermusik på Fuglsang. Sikringen af ensemblets fremtid gør det i øvrigt muligt at ansætte en ny, fast violinist i basisensemblet!
Endelig har kommunerne valgt repræsentanter til Kammerensemblets bestyrelse. Fra Næstved Kommune deltager Birgit Lund Terp og fra Lolland Kommune deltager Formand for Femern Bælt, Erhvervs- og Kulturudvalget Hanne Møller.
Læs mere på ensemblets hjemmeside www.chamberplayers.dk. .
|