Arkiv: Pressemeddelelser

Prisregn over lokale foreningsmedlemmer

27.4.2010

 

Fredag den 23. april afholdt Lolland Kommune sin årlige overrækkelse af idrætspriser og mesterskabspriser.

 

Ca. 200 deltagere var mødt op til en festlig aften i Nakskov Idrætscenter, hvor i alt 7 idrætspriser og 54 mesterskabspriser skulle uddeles.

 

Lederprisen blev overrakt til Bjarne Knudsen, som er mangeårigt medlem, leder, formand og ildsjæl i Ravnsborg Håndboldklub.

 

For deres store engagement i arbejdet med de unge medlemmer i Maribo Skytteforening modtog Mie Nordentoft og John Errebo Ungdomslederprisen. 

 

Der blev også uddelt to Ungdomsidrætspriser: Ungdomsidrætsprisen for hold gik til Nakskov Gymnastikforenings ungdomshold bestående af Lasse Wiecker, Nicolaj Pedersen, Mathias Johansen, Patrick Mynster og Philip Mynster. Holdet har vundet DM i idrætsgymnastik for hold, som er en af de mest krævende idrætsgrene.

 

Formand for Maribo Kajakklub Finn Larsen modtog Ungdomsidrætsprisen for individuel idræt på vegne af roeren Andreas Stig Henriksen, som har fået en række flotte resultater ved danske og udenlandske mesterskaber og netop er blevet optaget på Elitecenteret med henblik på deltagelse i OL 2012.

 

Fra Maribo Kajakklub kom ligeledes modtagerne af senioridrætsprisen for hold – nemlig de to EM-vindere i enerkajak Esben Østergaard og Kasper Bleibach.

 

En overrasket Anne-Lise Tobiasen fra Nakskov Idrætsmærkeklub modtog årets Anonympris for sit store arbejde i klubben, og prisen som Årets Forening 2009 gik til Fejø Spejderne, som har præsteret at få hele 80 % af øens børn og unge med i klubben.

 

Der blev uddelt mesterskabspriser til medlemmer fra IK Olympia, Danmarks Civile Hundeførerforening i Maribo, Holeby BMX, Maribo Skytteforening, Maribo Kajakklub, Nakskov Svømmeklub, Nakskov Gymnastikforening, Ravnsborg Skytteforening, Rødby Badmintonklub, Rødby Styrkeløft og Søllested Skytteforening.

 

Før, under og efter prisoverrækkelserne var der musikalske indslag ved Lolland Brandvæsens Orkester og marimbaorkesteret MASANY samt Birks Jazz trio og lokale sangerinder.

 

For yderligere oplysninger om arrangementet kontakt venligst Tina Kristensen, tikr@lolland.dk, 5467 6885.

 

Med venlig hilsen

Kultur og Fritid
Lolland Kommune