Unge korsangere gør klar til tre koncerter
31.3.2010
"Planeterne" lancerer ny musik komponeret specielt til lejligheden
Et stort antal helt unge korsangere er ved at gøre klar til tre koncerter i Kulturregion Storstrøm 24.-25. april. Dermed har projekt ”Planeterne”, som er helt ny musik komponeret til Storstrøms Symfoniorkester og korene, bestået sin foreløbige prøve. 75 børn deltager i de forskellige kor, hvor de for tiden øver med stor gejst.
- Det er bare en sjov tekst, og det er sjovt at synge den, lyder det fra nogle af børnene. Selvom flere af ordene er lidt svære, så er ”Planeterne” spændende tekst og musik. Medlemmer af koret, der øver på Fladsåskolen under ledelse af musiklærer Frida Fridriksdottir, er helt enige herom.
De unge korsangere i alderen 8-12 år synes bare, det er fedt at skulle synge sammen med alle de andre kor og med et helt symfoniorkester.
”Planeterne” er helt ny musik komponeret af Niels Marthinsen. Symfonien er en musikalsk rejse fra de fjerne og iskolde dværgplaneter, bl.a. Pluto og rundt i hele solsystemet. Den består af 4 satser og teksterne er sammensat af bidrag fra en række kendte, ældre forfattere, herunder Emil Aarestrup, Holger Drachmann og J.P. Jacobsen.
De tre børne- og familiekoncerter finder sted i Fladsåhallen i Mogenstrup, på Gunslevholm Idrætsefterskole og i Maribohallerne. Bag projektet står de 5 kommuner i Kulturregion Storstrøm, Fakse, Næstved, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland, samt de to sidstnævnte kommuners samarbejde ”Sund Sans over Sundet”.
- ”Planeterne” er et godt eksempel på netop det, der ligger bag ”Sund Sans over Sundet”. Som er et 4-årigt børn- og ungekulturelt udviklingssamarbejde mellem Lolland og Guldborgsund kommuner. Hvor børn og unge møder kulturen på professionelt niveau i udvalgte kunstarter, forklarer leder af Storstrøms Kammerensemble Maria Frej.
De tre koncerter har Storstrøms Symfoniorkesters faste dirigent Henrik Vagn Christensen på podiet, og skuespilleren Jens Andersen, bl.a. kendt som ”Polle fra Snave”, som en noget speciel konferencier. Han skal skabe yderligere liv og oplevelser under koncerterne.
|