Arkiv: Pressemeddelelser

Kultur og Fritid slår dørene op for den første årlige kulturkonference

15.10.2009

 

Kulturelle foreninger og kulturelle aktører er indbudt til en spændende aften med oplæg, debat og inspiration d. 20.10 09

 

Kultur og Fritids første årlige kulturkonference løber af stablen den 20. oktober kl. 17-21 på Søllestedafdelingen i Nordvestskolen, Birkevej 1b, 4920 Søllested. De inviterede er kulturelle foreninger og kulturelle aktører i kommunen. Det er intentionen, at den årlige konference bliver det største mødested for de kulturelle foreninger og kulturelle aktører i kommunen. Det er gratis at deltage.

 

Hensigten med konferencen er, at foreningerne får mulighed for at mødes, udvikle samarbejder, udveksle erfaringer, gøre status, blive inspireret til nye opgaver og sætte sig nye mål. Inspirationen leveres udefra af oplægsholderne direktør for Geocenter Møn, Niels Natorp, der giver sit bud på, hvad vi kan bruge oplevelsesøkonomi til. Derudover fortæller kunstnerisk leder for Lys over Lolland, Susanne Grue Jørgensen, om, hvordan et af egnens varemærker ud fra et oplevelsesøkonomisk synspunkt har udviklet sig gennem årene samt de hurdler og succeshistorier, det har medført.  

 

Udover de to oplægsholdere byder aftenen også på indlæg fra John Sylvester fra Kulturelt Samråd i Fredensborg og Annette Sommer fra Kulturelt Samråd i Haderslev. Oplæggene skal danne grobund for de videre overvejelser i forhold til oprettelsen af et Kulturelt Samråd i Lolland Kommune.

 

Aftenens ordstyrer er Torsten Elsvor fra Folketidende.


Program for kulturkonferencen

 

17.00-17.45:  Velkomst. Status på det kulturelle arbejde ved Erhvervs- og kulturudvalgsformand Hans Ole Sørensen

 

17.45-18.15:  Pause med sandwich

 

18.15-19.00:  ”Oplevelsesøkonomi – hvad kan vi bruge det til?” ved direktør for Geocenter Møn Niels Natorp

 

19.00-19.10:  Kort pause

 

19.10-19.55:  Oplæg fra to forskellige kulturelle samråd. ”Det formidlende og netværksbaserede Kulturelle Samråd” ved John Sylvester fra Kulturelt Samråd i Fredensborg, samt ”Kulturelt Samråd som økonomisk støttende” ved Annette Sommer fra Kulturelt Samråd i Haderslev. Herefter spørgsmål fra salen

         

19.55-20.15: Pause med kaffe/te

 

20.15-21.00:  ”Lys over Lolland i øjenhøjde” ved kunstnerisk leder Susanne Grue Jørgensen. Hør hvordan projektet ud fra et oplevelsesøkonomisk perspektiv har udviklet sig undervejs og hvilke udfordringer og succeser, det har budt på   

 

21.00:  Tak for i aften


Hvis du har spørgsmål til arrangementet kontakt da venligst kulturkonsulent Birgitte Saksø, Kultur og Fritid, Lolland Kommune, på mail bisa@lolland.dk eller på telefon 54 67 68 89.

 

Med venlig hilsen

Kultur og Fritid
Lolland Kommune