Lolland Kommune har på nuværende tidspunkt ca. 2.500 tomme og tiloversblevne boliger, der typisk ender som forladte bygninger eller udlejningsboliger til en lav leje og måske uden depositum. Samtidig lever boligerne heller ikke op til moderne krav f.eks. i forhold til opvarmning. Mange gange er der også tale om skæmmende boliger, hvilket påvirker omgivelserne i negativ retning, idet salg af naboejendomme vanskeliggøres, og potentielle tilflytterne vælger området fra. Derfor arbejder Lolland Kommune intenst på at reducere antallet af de dårlige boliger. Lolland Kommunes indsats går overordnet på 3 ting.
- Tilbud om frivillig nedrivning
- Opkøb til nedrivning
- Kondemnering
I alle tilfælde gælder tilbuddet primært boliger. Tilbuddet om frivillig nedrivning vil fylde mest, og de skæmmende og dårlige boliger har første prioritet. Vi håber at kunne nå dem alle, men det vil naturligvis afhænge af, hvor mange henvendelser vi får. Nedrivningen udføres af en lokal entreprenør, der er bestilt og betalt af kommunen. Kommunen sørger også for afbrydelse af installationer, kloak, vand el m.m. Affaldet bortskaffes, og grunden afleveres groft planeret, og det hele er gratis for ejeren.
Skulle der i Lolland Kommune være borgere, som ønsker en ubeboet og utidssvarende bolig revet ned af kommunen, eller har man et tip om en sådan bolig, kan man skrive til Lolland Kommune, Jernbanegade 7, 4930 Maribo, att.: Byggeri og Byfornyelse. Man kan også sende en mail til tmm@Lolland.dk eller ringe på tlf. 54 67 67 67. Derefter besigtiges ejendommen, og der indgås en skriftlig aftale med ejeren. For at kommunen kan gå ind i sagen, skal ejendommen dog være ubeboet, og panthaverne skal acceptere nedrivning.
Der er frist for indgåelser af nedrivningsaftaler til udgangen af 2010, så det er bare om at rette henvendelse nu.
|
Kontakt
Tlf. 54 67 67 67 Send en mail |