> Borger > Sundhed  > Kronisk sygdom


Kronisk sygdom

Lolland Kommune tilbyder i samarbejde med Guldborgsund Kommune kurser til mennesker med kronisk sygdom. 

 

Forside af pjecen: Lær at leve med kronisk sygdom

  Hent pjecen her (PDF)

 

Lær at leve med kronisk sygdom

Formålet med kurset ” Lær at leve med kronisk sygdom” er at give mennesker med kronisk sygdom redskaber til bedre at kunne mestre udfordringer i hverdagen som følge af kronisk sygdom - og derigennem øge livskvaliteten.
 

Baggrunden for uddannelsen

Programmet bygger på kognitiv indlæringspsykologi og er udviklet på baggrund af flere års erfaring med sygdomsspecifikke kurser samt fokusgruppeinterviews med kronisk syge.

 

Programmets effekt er velafprøvet og dets effekt er dokumenteret i en række studier.

 

Der er dokumentation for, at patienter som deltager i kurset opnår:

 

  • bedre selvoplevet sundhed
  • bedre håndtering af symptomer som fx træthed, smerter og tristhed 
  • bedre almen tilstand 
  • bedre kommunikation med sundhedspersonale 
  • øget fysisk aktivitet 
  • større selvtillid i forhold til egen formåen 
  • færre bekymringer vedrørende deres helbred og fremtid 
  • færre indlæggelsesdage

 

Programmet blev pilottestet i Danmark 2005 i et samarbejde mellem Gigtforeningen, Københavns Amt, Ribe Amt og Sundhedsstyrelsen. På baggrund af en vellykket afprøvning besluttede Sundhedsstyrelsen at anbefale programmet til kommuner, amter/regioner og patientorganisationer.

 

Kurset

Kurset ” Lær at leve med kronisk sygdom" er et 15 timers kursus, der løber over 6 uger med 2½ time om ugen. Kurset er for voksne mennesker med kronisk sygdom og deres pårørende. Det er gratis for borgere i Lolland og Guldborgssund Kommuner at deltage i kurset. Der er 12-18 deltagere pr. kursus.
 

Temaer i kurset

På kurset arbejdes med følgende emner:

 

  • At genkende symptomer
  • Muskelafspænding
  • Fysisk aktivitet
  • Vanskelige følelser
  • Kommunikation
  • Medicinforbrug
  • At sætte mål - lave handleplaner
  • Gode kostvaner
  • Mestring af træthed
  • Problemløsning
  • Valg af behandlingsmetoder
  • Fantasirejser 

 

Alle er lige - også instruktøren

Det er et afgørende princip, at alle på kurset kender til det at have en kronisk sygdom. Det indebærer, at det er mennesker med kronisk sygdom, der underviser. Instruktøren ved altså, "hvor skoen trykker", og hvordan det føles, når sygdom sætter begrænsninger i hverdagen.

 

Ud over at kende problemerne indefra har instruktørerne gennemført en uddannelse, der gør dem i stand til at lede kurser for mennesker med kronisk sygdom.
 
 

Sådan foregår det

Arbejdsformen på kurset vil veksle imellem foredrag fra instruktørerne, gruppediskussion, øvelser og individuelt arbejde. Det handler ikke om, at du skal præstere noget bestemt. Og du vil ikke blive udsat for prøver eller eksamen af nogen art. Tværtimod vil du - og de andre deltagere - blive bedt om at evaluere kurset: Hvad fik du ud af det? Har kurset levet op til dine forventninger, og har det givet dig ny inspiration?


Tid og sted for kurset 

Efterårskurser 2010

 

Lolland Kommune starter nyt kursus på Sundhedscenter Maribo
mandag d. 4. oktober 2010
Guldborgsund Kommune starter nyt kursus i Nykøbing F. 
mandag d. 11. oktober 2010 
      

Tilmelding/flere oplysninger

 

Lolland Kommune
Sundhedscenter Maribo
Sdr. Boulevard 84
Karen Jette Rasmussen
Telefon 54 67 69 57 kl. 08-09
kajr@lolland.dk


Guldborgsund Kommune
Rådhuset
Parkvej 37
4800 Nykøbing F
Susanne Ahrensberg 
Telefon 25 18 05 61 alle hverdage (undtaget onsdage) kl. 08-09
sar@guldborgsund.dk