
Der er meget at vinde ved at drikke med måde.
Alkohol er et nydelses- og beruselsesmiddel, som man skal omgås med forsigtighed. Jo mindre du drikker jo bedre. Et højt alkoholforbrug medfører en lang række sociale, psykiske og kropslige skader. Drikker du sjældent og kun et par glas, får du de positive virkninger af alkohol og undgår de negative.
Hvad er et misbrug?
Der er flere forskellige definitioner på misbrug. Men man kan sige, at et misbrug er, når man drikker så meget, at:
• det går ud over andre mennesker f.eks. familien
• alkohol er det vigtigste, når man er sammen med andre
• man synes, man fungerer bedst, når man har drukket
• kroppen tager skade
• man drikker mere, end man har råd til
Her kan du få hjælp
Alkoholrådgivningen Lolland Kommune
Nakskov Sygehus
Hoskiærsvej 17
4900 Nakskov.
Der er åben rådgivning, hvor du kan møde op uden aftale: mandag og torsdag mellem kl. 16 og 18.
Du kan også ringe på 54 92 17 57 og lave en aftale på et andet tidspunkt.
Alkoholkonsulenter: Susanne Hjortkær: suhj@lolland.dk
Bettina Andersen: bean@lolland.dk
Danskernes alkoholforbrug
Danskerne drikker i gennemsnit ca. 12 liter ren alkohol om året. Forbruget er dog meget ujævnt fordelt, således at en mindre del af befolkningen indtager mere end halvdelen af det samlede forbrug. I denne gruppe findes mange alkoholikere, der har brug for behandling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler:
• Drik højest 14 genstande om ugen, hvis du er kvinde
• Drik højest 21 genstande om ugen, hvis du er mand
• Drik ikke mere end fem genstande om dagen
Genstandsgrænserne gælder for voksne. Mindreårige bør ikke drikke alkohol ligesom gravide. Mennesker med visse sygdomme og mennesker, der tidligere har drukket for meget, anbefales helt at undgå eller være yderst påpasselige med alkohol.
Drik så lidt som muligt eller slet ikke, hvis du
• Er under 18 år
• Er gravid eller ammer
• Har en sygdom, der forværres ved alkohol
• Får medicin, der ikke må blandes med alkohol
• Har svært ved at stoppe igen, når du drikker alkohol
Gode råd til dig, der gerne vil drikke mindre
Der er meget at vinde ved at have gode alkoholvaner. Du kan klare mere – både hjemme og på arbejde – og du er mindre udsat for ulykker og sygdom. Derfor disse råd:
• Drik ikke af vane eller kedsomhed
• Drik vand til at slukke tørsten
• Sæt altid alkoholfrie drikkevarer på bordet, fx vand til vin
• Drik ikke hurtigt eller på tom mave. Det giver en mere pludselig og uberegnelig rus
• Drik ikke alkohol, hvis du skal køre, dyrke sport, sejle, arbejde eller tænde fyrværkeri
• Planlæg hjemturen før det første glas
Alkohol og helbred
Et stort forbrug af alkohol er forbundet med øget sygelighed og dødelighed. Uanset hvilken type alkohol man drikker, er der risiko for helbredsskader. Det varierer fra person til person, hvor langvarigt og stort alkoholforbruget skal være, før der opstår skader, og det er individuelt, hvilke og hvor alvorlige skader, der opstår. Generelt tåler kvinder mindre mængder alkohol end mænd, og skaderne opstår derfor tidligere.
Et lavt til moderat alkoholforbrug kan have en beskyttende effekt på hjertet, dog ser det ud til, at det kun midaldrende, der opnår denne hjertebeskyttende effekt af alkohol.
Et for højt alkoholforbrug øger især risikoen for:
• At udvikle skrumpelever
• At udvikle kræft i mund svælg, spiserør, lever, tarm og bryst
Et for højt alkoholforbrug kan i øvrigt give:
• Skader i immunsystemet
• Søvnforstyrrelser
• Forstyrrelser af kønshormonerne
• Knogleskørhed
• Forgiftning
• Hjerneblødning
• Nervebetændelse
• Demens
• Epilepsi
• Hjerterytmeforstyrrelser
• Forhøjet blodtryk
• Muskelskader
• Mave- og tarmlidelser
• Åreknuder på spiserøret
• Akut eller kronisk betændelse i bugspytkirtlen
Alkohol og graviditet
Kvinder bør ikke indtage alkohol under graviditet.
Selv små mængder alkohol kan skade et foster. For barnet er alkohol det farligste af alle rusmidler, idet alkohol meget let passere fra moderen til barnet, og derved får fosteret samme alkoholindhold i blodet som moderen har. Sundhedsstyrelsen har derfor fra 22. februar 2007 skærpet anbefalingen om alkohol og graviditet:
• Er du gravid: Undgå alkohol
• Prøver du at blive gravid: Undgå alkohol - for en sikkerheds skyld
Anbefalingen henvender sig også til kvinder, der prøver at blive gravide, fordi mange kvinder først opdager, at de er gravide 3-4 uger inde i graviditeten, og da kan et alkoholforbrug allerede have skadet fostret.
Alkohol er skadeligt for fostret og skadevirkningen ser ud til at være afhængig af dosis – jo større alkoholforbrug moderen har – jo større skader hos fostret.
Den mest alvorlige alkoholskade er FAS - Føtalt Alkohol Syndrom, som er karakteriseret ved dårlig vækst, karakteristiske ansigtstræk og symptomer på hjerneskade. De mindre skader kan være lettere adfærdsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder. Desuden mener man, at alkoholindtagelse omkring undfangelsen og i ugerne efter kan føre til spontan abort og til dødfødsler.
|