> Borger > Kultur og fritid > Månedens kunstværk > Tordenguden i Holeby


Tordenguden i Holeby

 

Ole Holm (født 1945) og Kit Kjærbye (født 1955)
Thors tordenridt. 2007
Vægmaleri, trådrelief i jern, olie på lærred. 300 x 300 cm
Del af udsmykning af Søndre Skole Holeby

 

Torden og lynild

I Søndre Skole Holeby kan man blive udsat for et voldsomt uvejr. Inden for, vel at mærke. For på vægstykket over gangen til indskolingsområdet trækker to gedebukke i fuldt firspring guden Thor i sin vogn over himlen. Ifølge den nordiske mytologi med tilhørende torden og lynild. Foruden det dramatiske ridt er den stærke og populære gud kendetegnet ved hammeren Mjølner. Med den som våben bekæmper han det onde i form af både jætter og Midgårdsormen. Denne fremstilling er del af et større udsmykningsprojekt, som blev realiseret i forbindelse med skolens totalrenovering og nytilbygning i 2006. Det nakskovbaserede kunstnerpar, maleren Ole Holm (født 1945) og billedhuggeren Kit Kjærbye (født 1955), samarbejdede da tæt med skolens elever, hvis bidrag bl.a. hænger som lange billedfriser i gangen nedenfor.


Oldnordisk og moderne

Den nordiske mytologi bugner af almengyldige fortællinger om helte og skurke, det gode og det onde, som har appelleret til kunstnere på tværs af tid og sted. I århundrederne fra 1600-tallet og frem blev de med motiver fra antikken og Bibelen særligt dyrket i det prestigefyldte historiemaleri på kunstakademierne i Europa, men også vor tids kunstnere har i genren fundet kreativt brændstof. I dette tilfælde kan man ligeledes se, hvordan traditionelle akademiske dyder som beherskelse af anatomi, modelstudier og perspektiv stadig holdes i hævd, nu blot i en overbevisende, moderne kontekst. I læringsmiljøer er sådanne udsmykningsmotiver endvidere oplagte, idet eleverne, ikke kun i undervisningen, men også i de omgivende fysiske rammer, møder aktuelle fortolkninger af vores fælles kulturarv.


Mix og match 

I Holm og Kjærbyes fælles kunstværk ses en original og harmonisk sammensmeltning af to billedkunstneres udtryk og tekniske kompetencer. I ét og samme værk favnes således både vægmaleri, relief og bemalet lærred. Thor og den ene buk er med enkle penselstrøg malet direkte på væggen i hvid, grå og sort, mens den anden buk er udført i en let jerntrådskonstruktion. De får modspil af tre markante azurblå lærreder, som viser henholdsvis trævognen i varme brune farver, tordenkilen i stærk orange og gul, mens thorshammeren, som den kendes fra vikingesmykker, er udført i kontrasterne sort og hvid. Maleri og skulptur flyder således umærkeligt over i hinanden, og skaber et både kraftfuldt og legende udtryk, hvor intet imidlertid er tilfældigt. Grundige forberedelser er gået forud for den færdige udsmykning, som passer nøjagtig til sit sted i både materialer, figurer, form og farve.


Samarbejde i højsædet 

Ole Holm og Kit Kjærbye har mange års erfaring i udsmykninger og kunstpædagogik, også i kommunal sammenhæng. De fremhæver imidlertid selv dette projekt som udpræget vellykket og nytænkende, både i forhold til lokal forankring og kunstnerisk langtidsholdbarhed. Dels nedsattes tidligt i forløbet en arbejdsgruppe, med kunstnerne selv samt repræsentanter for skoleledelsen og lærergruppen, for nøje at få afstemt de indbyrdes forventninger. Dels blev resultatet heraf et ligeværdigt samarbejde, hvor ikke kun børnene, men også de voksne fagfolk bidrog med egne værker. Udover at beskæftige sig med folketro, middelalderlige symboler, ornamentik og farveblandinger på et mere spontant plan, blev eleverne dermed involverede og integreret i et professionelt stykke arbejde. At netop det var en positiv oplevelse, rapporterede den lokale presse ved indvielsen: " - Det har været skønt at gå hernede, sagde Ole Holm - til elevernes udelte begejstring".


Læs mere

Billedkunstnere i Storstrøms Amt. Storstrøms Amt, 2003
John Karlsen, "Kunstværker på de hvide vægge",  i Lolland-Falsters Folketidende lørdag den 27. januar 2007
www.kid.dk
www.kitkjaerbye.dk
www.lysoverlolland.dk
 

Se stort foto.

Klik nedenfor. 

Månedens kunst - December 2011 - Ole Holm - Kit Kjærbye - Thor i sin vogn - Søndre Skole - Holeby
Månedens kunst - December 2011 - Ole Holm - Kit Kjærbye - Thor i sin vogn - Søndre Skole - Holeby
Månedens kunst - December 2011 - Ole Holm - Kit Kjærbye - Thor i sin vogn - Søndre Skole - Holeby
Månedens kunst - December 2011 - Ole Holm - Kit Kjærbye - Thor i sin vogn - Søndre Skole - Holeby

 

Foto © Vagn Nielsen