> Borger > Kultur og fritid > Månedens kunstværk > Munk fra Maribo


Munk fra Maribo

 

Poul-Henrik Jensen (1905-1990)
Episoder af Kaj Munks liv. 1970
Olie på masonit. 155 x 545 cm
Del af udsmykning på Maribo Bibliotek

 

Om Kaj Munk

På den vestlige endevæg er Maribo Biblioteks store sal udsmykket af en billedfrise med episoder af forfatteren, dramatikeren, digteren og præsten Kaj Munks liv. Med økonomisk støtte fra Kaj Munks Mindefond udførte maleren Poul-Henrik Jensen (1905-1990) frisen i forbindelse med bibliotekets indvielse i 1970, og den fortæller om en landskendt skikkelse med lokal forankring. Munk blev født i 1898 i Maribo og gik på Maribo Private Realskole. Siden læste han teologi på Københavns Universitet og blev ordineret i den lollandske Landet Kirke. Han var sognepræst i næsten 20 år i Vedersø Kirke i Vestjylland, hvorfra han under besættelsen talte nazismen imod. I januar 1944 fik hans liv fik et brutalt endeligt, da han blev bortført og likvideret af den tyske værnemagts politiske politi, Gestapo.

 

Episoderne

Poul-Henrik Jensens over fem meter lange billede domineres af midterpartiet, som viser den ranke, sortklædte Kaj Munk på selve mordnatten. Med det karakteristiske sorte hår og de dybtliggende øjne står han i den hvide sne med en dramatisk rød himmel og stort, oprejst kors som baggrund. Han kigger direkte ud på os, mens hans banemand ved siden af Gestapo i uniform flovt slår blikket ned. Og selvom maleren behændigt undgår en specifik fortolkning i sin egen tekst om billedet (se under Læs mere nedenfor), peger særligt korset på traditionelle fremstillinger af Kristi korsfæstelse. Og i lighed med altertavler, hvor fløjene skildrer begivenheder fra Kristi Lidelseshistorie, vises også her tidligere scener fra hovedpersonens liv: den ivrige skoleelev, plejeforældrene foran Landet Kirke, det kreative arbejde ved skrivepulten og præstegerningen i form af Munk som sjælesørger for den gamle syerske. Set i det lys må frisen også betragtes som et partsindlæg til fordel for den stadig omdiskuterede Kaj Munk. Trods sin modstand mod den tyske besættelsesmagt under krigen var han allerede i sin levetid kritiseret for fascinationen i 1930'erne af folkeførere som Hitler og Mussolini. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at frisens lille malede skitse i bibliotekets tilstødende sal har et meget tydeligt kors i midten, som er blevet kraftigt nedtonet i det færdige værk.

 

Poul-Henrik Jensen og Munk

Poul-Henrik Jensen blev uddannet på Kunstakademiet i København i mellemkrigstiden. Han malede særligt figurer i landskaber, interiører eller byer, men var også en efterspurgt portrætkunstner. De to talenter forenes her i skildringerne af både Munk selv, hvor maleren ønskede at "komme ind på livet af det, der var Kaj Munk, føle hans temperament og finde bunden i hans overspændte levevis", men også i de øvrige personer og deres miljøer. Et dristigt farvevalg og markante lysindfald medvirker til den overbevisende iscenesættelse heraf. Episoderne fra Kaj Munks liv er imidlertid kun et af Jensens to malede bidrag, oprindeligt kaldet mindevægge, til udsmykningen af biblioteket. På den modsatte væg hænger endnu en frise; denne afbilder en række karakterer fra Munks skuespil, og refererer således til hans virke som dramatiker. Det kan man også stifte bekendtskab med i bibliotekets særlige samling, Kaj Munk Samlingen, der rummer et omfattende materiale af og om ham.

 

Den blå anemone

På Lolland har mange et særligt forhold til Kaj Munk, også pga. hans digt Den blå anemone fra 1943. Heri flytter han et eksemplar af fødeøens vildtvoksende blomst til et fremmed Vestjylland, hvor den mod alle odds overlever og gror. Teksten, som fik melodi af Egil Harder i 1945, blev hurtigt tolket som en fortælling om både Munks egen 'omplantning' til det vestjyske og om Danmarks udfordrende situation under besættelsen. Munk er tillige hædret i sin fødeby med en statue på torvet samt med mindeplader ved sit fødested og sin skole.


Læs mere

Poul-Henrik Jensen, Om udsmykningen af den store udlånssal. Stiftsbiblioteket i Maribo. En kortfattet redegørelse. (kan læses on-line på bibliotekets hjemmeside)
-molo, "Godt jeg fik et år mere til Kaj Munks mindevægge", i Venstrebladet, 8. april 1969
-steen, "Fra Syditalien til Danmark", i NY DAG, 3. maj 1968
www.kid.dk

Se stort foto.

Klik nedenfor. 

Månedens kunst - Januar 2012 - Poul-Henrik Jensen - Episoder af Kaj Munks liv- Biblioteket i Maribo

Månedens kunst - Januar 2012 - Poul-Henrik Jensen - Episoder af Kaj Munks liv- Biblioteket i Maribo

Månedens kunst - Januar 2012 - Poul-Henrik Jensen - Episoder af Kaj Munks liv- Biblioteket i Maribo

Månedens kunst - Januar 2012 - Poul-Henrik Jensen - Episoder af Kaj Munks liv- Biblioteket i Maribo

Månedens kunst - Januar 2012 - Poul-Henrik Jensen - Episoder af Kaj Munks liv- Biblioteket i Maribo

Foto © Vagn Nielsen