
Per Kirkeby (født 1938)
Murstensskulptur. 1992
Blødstrøgne facadesten fra Sønderskov Teglværk.
250 x 500 x 500 cm Opstillet på hjørnet af Jernbanegade og Bredgade, Jernbaneanlægget, Nakskov
Det særlige stedBørnehavebørnene med madpakkerne sidder der en stund, mens enkelte voksne bliver længe med deres hunde. Endnu andre går rundt om, træder ind i eller sætter sig lejlighedsvis i billedkunstneren Per Kirkebys røde murstensskulptur, der siden 1992 har stået i Jernbaneanlægget i Nakskov. Fra skulpturens krumme nicher og lave murstykker er der udsigt til byens banegård og posthus, til gamle villaer og nyere boligbyggeri samt til anlæggets skulpturer og mindesmærke. Man kan også, næsten uset, iagttage bylivets passerende biler, cyklister og fodgængere derfra. Med skulpturen bliver man derfor gjort ekstra opmærksom på omgivelserne: Dels på det typiske i en dansk provinsby, men også på dette særlige sted i Nakskov.
Sanser og erindringLangt fra ligner murstensskulpturen almindelig arkitektur, for buer og piller i facadesten forbundet af mørtel er velkendte elementer. Både i dansk byggeskik og i den store verdensarkitektur, som kunstneren selv har nævnt som udtrykkelige inspirationskilder. Men tæt på opdager man hurtigt, hvorfor der er tale om skulptur og netop ikke arkitektur. For selvom her er skjul, lys og mørke, er her hverken tag, tætte mure eller læ. Der er til gengæld overraskende udsyn til åben himmel samt mulighed for at blive udsat for både sol, vind og nedbør. Måske kommer man også til at tænke på barndommens hule, på vandringer i fortidige ruiner eller det at bevæge sig i et stort ornament? Det er temaer, som Kirkeby bevidst arbejder med, og vækkelsen af sanserne og erindringen kan således også fremhæves som en vigtig del af kunstværket.
’En af de store’Per Kirkeby er en af ’de store’ i dansk kunst. Han er født i 1938 og oprindelig universitetsuddannet geolog. Samtidig gik han på Den Eksperimenterende Kunstskole (Eks-skolen) i København, hvor han besluttede at forfølge en kunstnerisk løbebane. Det internationale gennembrud kom som maler i 1970’erne, og han definerer også sig selv som maler først og fremmest. Ikke desto mindre arbejder han også intenst med skulptur, har virket som filmmager og er indehaver af et omfattende forfatterskab. En lang række både inden- og udenlandske museer ejer i dag hans værker, ligesom listen af udstillinger og hædersbevisninger er alenlang. En årrække bestred han også professorater på anerkendte kunstakademier i Tyskland. I dag fortsættes karrieren fra København og Læsø, bl.a. med murstenene, som altid har været en del af hans repertoire. Både i billederne, men også som skulpturer på udstillinger og siden til udvalgte steder i både Danmark og en række andre lande.
Den glade giverAt få Per Kirkeby til Nakskov i 1992 var lidt af et scoop. Kunstværkets glade giver var Selskabet til Nakskovs kunstneriske udsmykning under ledelse af formand Benny West Petersen. Forud var gået halvandet års ihærdigt arbejde for at få projektet til at lykkes. Gavmildhed og hjælp fra det lokale erhvervsliv, og ikke mindst fra Kirkeby selv, muliggjorde det i sidste ende, og det var derfor med stolthed, at formanden i indbydelsen til indvielsen kunne skrive: ”For Nakskov er det en ny, international attraktion. For Per Kirkeby endnu en kunstnerisk markering af suverænitet”. Kirkeby havde selv nøje udpeget placeringen og han skrev siden: ”Jeg har altid sagt, at mine murstensskulpturer er skabt til bestemte steder (…) Det er ikke Nakskov som sted, men dette helt bestemte sted i Nakskov. Med banegården i baggrunden, granitborgmesteren, det ubestemmelige nationale monument, boligbyggeri, de gamle, store villaer - hele den klare stemning af dansk provins”.
Læs mereAnneli Fuchs og Steingrim Laursen (red.), ”Per Kirkeby”, Louisiana Revy, 30. årgang nr. 3, 1990
Per Kirkeby, ”Nakskov”, i Per Kirkeby, Fisters Klumme, Borgen 1995, s. 99-100
Poul Erik Tøjner, Per Kirkeby Skulptur, Forlaget Bjerggaard 2005
Anne Wolden-Ræthinge, Jeg er her endnu. Per Kirkeby fortæller til Ninka, Gyldendal 2007
|