Seneste aktiviteter
Projekt 'Porten til Lolland' (tidligere Sælg Lolland!) har længe været i "dvale", da der har været vanskeligheder med at få finansieringsgrundlaget til at falde på plads.
Den er nu i hus - og projektet er derfor klar til at blive skudt i gang.
Det sker med en mini-arkitektkonkurrence, som skal medvirke til at udvælge en kvalificeret rådgiver, som kan hjælpe os med at komme videre med projektet i tæt samarbejde med borgerne i Hunseby-Maglemer og Bandholm.
Der er den 17. februar 2011 blevet offentliggjort en prækvalifikation (se www.lolland.dk/udbud) hvor interesserede firmaer kan anmode om at komme i betragtning til konkurrencen. Den 17. februar 2011 er der ligeledes udsendt en pressemeddelse om konkurrencen.
Fra pressemeddelsen
I samarbejde med Realdania inviterer Lolland Kommune nu interesserede virksomheder og teams til at søge om prækvalifikation til arkitektkonkurrencen ’Porten til Lolland’. Målet er, at Knuthenborg Park & Safari sammen med landsbyerne Hunseby-Maglemer og Bandholm skal være en port til Lollands herligheder.
Borgmester Stig Vestergaard er spændt på at se hvem og hvor mange, der søger om at få lov til at deltage i konkurrencen. ”Porten til Lolland er en fantastisk mulighed for Lolland. Jeg håber, at mange arkitektfirmaer ser det som en spændende chance for at være med til at nytænke den måde, man laver landsbyfornyelser. De skal hjælpe os med at gøre Hunseby-Maglemer og Bandholm til mere attraktive steder at bo og give besøgende fra nær og fjern en bid af Lolland, som giver dem lyst til flere oplevelser i vores landsdel.”
Vi glæder os til at komme igang med projektet og genoptage samarbejdet med borgerne i Bandholm og Hunseby-Maglemer.
|