> Bo på Lolland > Lolland dengang > Nakskov Havn


Nakskov Havn

Nakskov Havn

Skibe på Nakskov Skibsværft ses i baggrunden på dette foto fra 1962.

 

Da Nakskov byggede skibe


Der var engang et værft – Nakskov Skibsværft. Det blev grundlagt i 1916 af Østasiatisk Kompagni, hvis stifter H.N. Andersen, var født i Nakskov. Da 1. verdenskrig sluttede i 1918, kunne man for alvor begynde at bygge skibe på værftet. Mange tyske skibsbyggere og håndværkere flyttede fra deres krigshærgede land til Vestlolland, for at arbejde på det nye værft. Et sådant boom af tilflyttere kunne Nakskov i sin oprindelige størrelse slet ikke klare, og der måtte bygges nye huse og lejligheder, og det skabte yderligere arbejdspladser i byen.

 

Efter 2. verdenskrig og i begyndelsen af 1950’erne gik det for alvor stærkt for Nakskov Skibsværft. De skibe, som under krigen var blevet sænket, skulle erstattes, og opsvinget gjorde at der blev penge mellem folk. Der var ca. 2200 ansatte på værftet og dertil kom en lang række af underleverandører rundt omkring i byen.


1975 var året, hvor de første krisemeldinger lød fra Nakskov Skibsværft, og 12 års kamp for at bevare H.N. Andersens værk blev indledt. Dødsstødet kom den 25. juni 1986, hvor ØK’s direktør meddelte Nakskov Skibsværft, at eventyret var slut, og allerede dagen efter indledtes den første fyringsbølge. I januar 1987 blev Nakskov Skibsværft opgivet som produktionsværft.
 

Siden hen er det gamle værftsområde blevet forvandlet til stedet, hvor ny industri skyder op i Nakskov. F.eks. er vindmøllefabrikken Vestas placeret på stedet, hvor 234 nybyggede skibe løb af stablen i perioden 1918-1986.

 

Læs næste historie fra Rødbyhavn

 

Vil du vide mere om din egns historie?

 

Besøg det lokalhistoriske arkiv, hvor der er gratis adgang.

 

Nakskov Lokalhistoriske Arkiv

Jernbanegade 8

4900 Nakskov

 

Se åbningstider m.v.